Animation - Trin for Trin.
På den ene side følger arbejdet med animation en fast og helt nødvendig logik. På den anden side er animation et frit medie, hvor alt kan ske, og alle sansninger kan formidles og illustreres.
For at kunne skabe en film billede for billede, der illustrer f.eks. en lærersætning, må man forholde sig til den og danne både indre billeder og konklusioner. Man må nå frem til en klarhed omkring, hvad ord og begreber indeholder, og hvordan de illustreres.
Herunder gennemgås de animationsfaglige aspekter i processen fra den første ide til filmen til den endelig film.
Ide
Idefasen er et fantastisk redskab til at lade eleverne udveksle opfattelser og viden. Opfattelsen af det naturfaglige emne vil nu blive synlig for underviseren. Underviseren kan nu vælge at sætte sig ned med eleverne og snakke emnet igennem eller vælge at lade eleverne fortsætte og tage den naturfaglige snak ved fremvisningen og høre, hvad resten af klassen mener. Det er et balancespørgsmål om ikke at tager ejerskabet fra eleverne og få bearbejdet det naturfaglige emne. Det er også et spørgsmål om at få lavet en appelerende og engagerende film, hvor eleverne sætter de naturfaglige emner ind i deres hverdagsopfattelser og ikke en gentagelse af tavleundervisningen. Idefasen er den fase, hvor den kreativeprocess tydligst viser sit væsen. Der kan opstå uro og uenighed, fnis og latter.
FIF: Det er en god ide at lade eleverne skitsere de forskellige forslag på post-itnotes, for at konkretisere ordene, så der opstår en konsensus om, hvad der menes.
Story Board
Et storyboard er en tegneserie over ideen til animationsfilmen. Fremstillingen af storyboardet fremtvinger en analyse af ideen og fortællingen gennem valget af billedkomposition og billedbeskæringer. Totalbilleder beskriver stedet og miljøet, filmen foregår i. Hvor i filmen er de vigtig detaljer, der kalder på et nærbillede. Derfor skal fortællestrukturen være i orden. Storyboard'et er et godt arbejdsredskab til at målrette animationen og til at klarlægge, hvad der skal laves af baggrunde og figurer.
FIF: Grupperne kan vise Storyboardet til nabogruppen for at se, om de forstår historien.
Billedkompositionen betyder meget for, hvordan vi læser billedet. Grundlæggende bygger billedkomposition på de kropslige erfaringer, vi gør os i hverdagen. De reflekteres også gennem sproget. Så ved opmærksomt at lytte til den måde vi taler om tingen på, får vi hjælp til vores billedkomposition. Mange ord er metaforer for en fysisk følelse som for eksempel at være undertrykt, opstemt, han følte sig i baggrunden, han var på toppen af situationen. osv. Hvis vi lytter til placeringerne i de sproglige metaforer og bruger dem, kan vi forstærke kommunikationen i vores animationsfilm.
FIF: Placer handlingen ca. midt i og undgå at bruge den underste side af skærmen som gulv. Det giver ikke en scene til figurerne, og forskellige skærme kan æde yderpunkterne af billedet.
Design
Den letteste måde at lave figurer er at klippe dem ud i pap. De er sjovest at se på, hvis de kan bevæge arme og ben og skifte udtryk. Figuren kan sættes sammen med lærertyggegummi (Sticky Tack), så er de nemmere at holde styr på. Baggrundene til papfigurerne kan f.eks.laves af to stykker A2 karton Et blåt stykke til himmel og et grønt stykke til græs. Så er scenen sat til træer, huse osv. Afprøv baggrundene under kameraet i processen. Så kan de flyttes i forhold til skærmbilledet. Det er en god ide at bruge lærertyggegummi til at sætte tingene fast med, så solen kan oppe i det ene hjørne lige kan flyttes og være med i billedet.
FIF: Lav ikke figurerne alt for små. Læg tit baggrundene og figurerne under kameraet for at se om tingene kan være der. Nogen kan evt. øve sig i at animere, mens andre klipper færdigt.
Animation
Bevægelsen er det, der tryllebinder og skaber sammenhæng. Der er grundlæggende to yderpunkter, man skal være opmærksom på: Er det en langsom bevægelse, man skal til at udføre eller en hurtig bevægelse. Det er vigtigt at holde sig det for øje, inden man starter animationen. Er det en langsom bevægelse, skal rykkene være meget små. Er det en hurtig bevægelse, skal der rykkes længere. (Men sjældent så meget som man tror) Efter hver bevægelse skal der være en pause, så publikum forstår, at bevægelsen er slut. Det er det sværeste at huske men det nemmeste at lave. Hold fingeren væk fra figurerne og tryk måske 10 gange uden der sker noget. En nem måde at få en længere film på, og så er der plads til lyd. Der skal ikke ske for meget på en gang, så ved publikum ikke, hvilken bevægelse de skal følge.
FIF: Gennemse animationen løbende i processen for at se om det går for hurtigt eller for langsomt. Gentag dette ofte.
Spacing:
Det er afstanden mellem de små forandringer, man laver med sprællemanden, der er afgørende for animationers udtryk. I animationsbranchen kaldes dette for spacing. Det er her, materiale, hastighed og intention synliggøres. Er det en gummikugle, der rammer sand, eller en glaskugle der rammer et metalbord. Den samme bevægelse kan skifte udtryk ved at ændre på spacingen. Armen føres tilbage for derefter at blive ført frem. Er det en aggressiv bevægelse eller en kærlig bevægelse armen udfører. Alt dette kan udtrykkes gennem spacing. Børnene skal se det ,de har lavet, tit for at få en kropslig erfaring med hastigheden og spacingen.
Pauser:
Det er vigtigt at forstærke bevægelsen ved at lave en pause mellem hver bevægelse. Der skal være en pause, når f.eks. armen er først helt tilbage for at skabe energi og rum til at blive ført frem til slaget. Hvis en person går hen til et bord, skal der være en pause på f.eks et sekund, før personen samler noget op fra bordet. Pausen giver også plads til lyd, og det er en nem måde at få filmen gjort længere på. Pausen laves ved at trykke mange gange på optagerknappen. Start og afslut altid med ca. 30 billeder, hvor der ikke flyttes på noget. Det giver ro på begyndelse og afslutning
Lyd
Lyd er en stor del af en film oplevelse. Lyden sætter stemningen og kan helt forandre vores opfattelse af filmsekvensen. Tænk på en ældre herre, der giver et barn en is med henholdvis glad musik eller dyster truende musik. Brug lyden som medspiller, og lad billede og lyd supplere hinanden. Dialogen skal således ikke beskrive, hvad der sker, men hvad der skal ske. Et eksempel kan være en animation der viser en dreng der samler en sten op og siger: "han skal få den lige i nakken" og ikke: "Jeg samler en sten op". Lyden kan også spare meget animation. Et menneske sidder bomstille og lytter til fodtrin, der kommer nærmere, (offscreen lyd) Med uhyggelig musik er stemningen helt klar. Lyden kan også fortælle, at der snart vil ske noget. Eksempelvis filmsekvensen foregår ude i naturen, og man hører lyden af fugle, der letter fra et træ. Hvad skræmte dem?
FIF: stop ikke lyde ved et klip, men fortsæt hen over, så bindes filmen bedre sammen.
Popcorn
Fremvisningen af animationerne er vigtig. Film skal ses. Det er her de forskellige fagligheder kan bearbejdes og læringen gøres explicit gennem spørgsmål. Spørgsmål kunne være:
- Hvad synes eleverne er lykkedes rigtig godt
- Hvad vil de gerne gøre anderledes næste gang, de skal lave animationsfilm.
- Spørg resten af klassen, om de kan forstå filmen, og hvad den handler om.
FIF: Der kan laves en lille fest ud af fremvisning ved at servere popcorn. Det giver en god fremadrettet stemning.
